What the fuck is going on Estonia?! Tænker du forhåbentlig.

Mod al logik, så er posen i den grad rystet i 2023-udgaven af Meistriliiga. Bund er top, midte er bund, top er top og sub-top er sub-bund. Det er i den grad overraskende, primært fordi at Meistriliigaen altid har været en ret forudsigelig liga. Siden 2010 har 7 forskellige hold fået medaljer. Til sammenligning skal man kun tælle tilbage til 2017/2018 for at finde 7 forskellige medaljevindere i Danmark, 15/16 i England, 2018 i Sverige, 2017 i Norge, 2016 i Letland (primært 8 hold i ligaen), 2015 i Litauen (primært 8 hold i ligaen).

Det er med andre en liga med få overraskelse. Dette ser dog — for en stund — ud til at være fejet af banen.

Flora og Levadia kæmper om guld. Flora er en selvfølge, det burde Levadia også være, men efter al kaos i 2023, ny træner og nærmest nyt hold denne vinter, så var der meget der skulle falde på plads for at Levadia kunne være klar fra start af.

Det har de været — og de har været overbevisende langt hen af vejen.

Men vi bevæger os ned og så kommer der gedigne overraskelser.

PARNU & KALEV KÆMPER OM EUROPA-PLADSER.

Det er i sig selv en kæmpe overraskelse.

På 7 kampe fik Pärnu overgået sidste sæsons samlet pointantal og fortsætter man sit pointsnit, så skal vi næppe længere hen indtil sommerferien før at de har overgået deres samlede pointantal fra 2022 og 2021. Pärnu har været gedigen prugelknabe de sidste 2 sæsoner, hvor man reelt er rykket ned — dog blev man 2021 reddet af at Viljandi trak sig og i 2022 blev man reddet af Maardu ikke kunne få licens efter oprykning og at Legion Tallinn lod sig frivilligt nedrykke.

Hvad har man så gjort op til denne sæson? Det er et rigtig godt spørgsmål.

På papiret har man nemlig ikke gjort så meget på transferfronten. Jo, man har hentet et par solide backs i Narva og lidt småtterier hist og her. Men grundlæggende er det stort set det samme hold fra sidste sæson. Uku Korre & Magnus Villota er stadig det samme centerforsvar-par som i sidste sæson (og på papireret de eneste rendyrkede CBs), men har blot fået et par markant bedre backs at arbejde med. Derudover har man hentet Sander Kapper, der kan bidrage med erfaring, en spiller der har spillet kant i hele sin karriere, men som i Pärnu er blevet centraliseret.

Forsvaret virker til at være blevet stabiliseret kraftigt af de 2 backs, da man har lukket markant færre mål ind sammenlignet med sidste år. Blot 13 mål i årets første 11 kampe mod 96 i sidste års 36 kampe.

Det er i den grad flot hvad de har formået at levere indtil videre, men de har en af de mindste trupper i ligaen, med 21 mand, det bliver spændende at se hvad der sker når programmet bliver tættere og der kommer flere skader.

Kalev er den “mindre” overraskelse af de 2. Allerede sidste år viste Daniel Meijels tropper, at på trods af at de var rykket op med rigtig kort varsel, at man gerne ville spille bold. Det gav nogle voldsomt underholdende kampe, hvor specielt Ioan Yakovlev var en fornøjelse at følge. Ikke overraskende at han blev hapset af Levadia forud for sæsonen. Derudover var Ats Purje træfsikker og så kom det tidligere Vejle-talent, Foday Trawally, ind og bidrog med dynamik og vigtige mål. Kalev var i 2022 kynisk. De slog alle de rigtige hold på de rigtige tidspunkter. Med undtagelse af 5 point der blev hentet med en sejr over Paide og uafgjort mod Flora og Kuressaare, så blev de resterende 30 point hentet mod bund 5. Matematisk set hentede Kalev 30 ud af 48 mulige point. Ingen andre hold i bund 5 var så kyniske.

Der er heller ikke ændret så meget i år hos dem. Ats Purje er der stadig, Sander Sinilaid er hentet til for at give midtbanen noget erfaring og Ramol Sillamaa fortsætter med at vise hvad han kan på kanten. Det mest interessante er faktisk forsvaret. Hvor mange har prioriteret erfaring, så har man i Kalev gået en anden vej. Mikk Siitam, Georg Pank (DER SPILLER MED NR. 1 PÅ TRØJEN), Hugo Palutaja og Tristan Teeväli udgør primært forsvaret hos chokoladeholdet. Den ældste af de 4 er 20 og tilsammen har de maksimalt 150 kampe Meistriliiga kampe.

Det er imponerende — og det virker. Igen i år er der tjubang i offensiven, mens at rutinen ligger centralt og sørger for stabilitet, når spillet er på vippen. Modsat sidste år, så har man også i år fået sat en prop i forsvaret — Ja, man vandt de rigtige kampe, men det betød også at der var rigtig mange kampe hvor mange lukkede +4 mål ind. Med undtagelse af et 3–0 nederlag til Kuressaare, så har man holdt sig på maks 2 mål og haft flere clean sheets.

Kuressaare fortsætter hvor de slap. De har bevist, at med træneren, Roman Kozhukhovskyi, på sidelinjen har skabt et gangbart koncept. Et dynamisk forsvar med offensive backs, hvor 6 trækker ned og bliver en ekstra CB, og så har man nogle kanter og 1 central angriber, der bliver konstant fodret. Det har virket i 2 år. Og på trods af, at jeg sidste år var noget loren ved deres forretningsmodel, hvor man lejer en masse spillere, så har det ikke været noget problem igen i år, hvor man har gjort det samme. Sten Reinkorts mange mål skal forhåbentlig erstattes af Mattias Männilaan, der er lejet ud til Kuressaare for 4. gang og af uheldige evighedstalent, Mark Anders Lepik. Pavel Domov er ny styrmand på midtbanen og styrer sammen med klubmanden Laht og den nye Andrei Smirnov.

Konceptet og træneren holder. Man er på 4 år gået fra at være bundhold til at være et sub-tophold. Kudos.

Til sidst har vi Paide.

Paide er nok største skuffelse i år. Noget af det er selvforskyldt, noget andet er træneren. Vi starter med det selvforskyldte.

Transfers i offensiven.

Bubacarr Tambedou var i lang tid kørt i stilling til at være den offensive spillere der skulle være det nye store hit, men knap en måned før sæsonstart (og efter en længere prøvetræning), kom Sheriff Tiraspol med et lejetilbud som man takkede ja til. Tilbage stod man så med;

1. Kaimar Saag, der aldrig laver mere end 12 mål

2. Robi Saarma, som lige havde spillet sit livs sæson

3. Sten Jakob Viidas, der er kant

4. Kristofer Piht, lige ved og næsten talentet

5. Mechini Gomis, som er MEGET spændende og ung, men noget uprøvet.

Det er med andre ord, en blandet landhandel af spillere som man hænger sin offensive hat på. Og det kan ses. Her 11 kampe ind i sæsonen har man en målscorer 12–13. Til sammenligning har den heddet:

2022: +20 (33–13)

2021: +16 (22–16)
2020: +11 (23–12)

2019: +9 (15–6)

Man mangler en Deabeas, Lubega, Anier, Singhateh eller Jatta. En spiller der kunne snitte 0,8 mål pr. kamp.

Robi Saarma er igen i år topscorer, men ligger kun på 3 mål, hvilket også er det laveste for en Paide-spiller efter 11 kampe.

Udover dette så er der selve opsætningen af holdet. Det mangler energi og inspiration, hvilket falder tilbage på træner Karol Voolaid (RAUS). Kanterne virker læst, midtbanen har problemer med at finde hullerne og samtidig så er man ikke effektiv nok foran mål, kombineret med at man kommer frem til markant færre chancer gør det endnu værre.

Der skal tænkes ud af boksen. Der skal tilføjes nye kræfter og der skal nok nye øjne, læs en trænerfyring, til hvis man gerne vil gentage svendestykket i Europa fra sidste år.

I min optik er det kun i den seneste 4–1 sejr over Kuressaare hvor man så det Paide-hold, som har taget Estland med storm de sidste par år.

Det bliver spændende at se hvad der sker i ligaen de næste 11 kampe. Paide har et bedre program, da man har klaret 2x Levadia og har mødt Flora for nyligt.

Den estiske liga er for engangs skyld ikke givet på forhånd og det kan skabe tumult om Europa-pladserne.

Følg med.