Kunsten at bryde lydmuren på bekostning af andre
Den estiske liga er ikkeligesom superligaen i Danmark, en liga hvor alle på en god dag kan slå alle (FCK/FCM/Vejle undtaget). Det er en liga hvor at de 4 øverste hold slår hinanden på kryds og tværs og det er primært de kampe der bestemmer mesteren. Foruden dette så er der 2–3 kampe hvor et af de 4 hold kan kløjs i det og ikke få point i en kamp mod bund 6.
Der har ret siden 2011 kun været 7 forskellige hold i top 4; Flora Tallinn, Levadia Tallinn, Nomme Kalju, Paide, Sillamae Kalev, Narva Trans, FCI Tallinn. Det er i øvrigt værd at bemærke at Kalev og Paide er de eneste klubber de seneste 10 år som har fået medaljer uden at være placeret i Tallinn. Paide har dog trænet en del i Tallinn.
Narva Trans findes stadigvæk, men er mere et midterhold nu, Sillamae Kalev fik en 4. og 2. plads inden de røg ned med et brag og aldrig kom op igen, FCI Tallinn kom i økonomiske problemer og blev fusioneret med Levadia Tallinn.
Man kan derfor dele ligaen op i 3 grupper. Top, submidt og bund. Toppen er; Levadia, Flora, Paide og Kalju. Submidt er Tammeka, Viljandi og Narva Trans. Bunden udgøres af Kuressaare og den seneste oprykker.
Submidten består af Tulevik Viljandi, Narva Trans og Tartu Tammeka. Alle 3 klubber som kommer fra byer af en vis størrelse og hvor der ikke er kamp fra en anden klub. I Pärnu er der 2 klubber, som kæmper om gunsten. På den måde er alle klubber sikret et vist ophav af spillere de kan tage fra. Narva plejer at tage alle de russikstalende estere i øst, Tartu får de mest talentfulde i midt/sydøst, Viljandi napper alt i midten af landet.
Den absolutte bund består primært af Kuressaare og den seneste oprykker. I dette tilfælde er det Pärnu Vaprus. Kuressaare har de seneste par år leget med ilden og ofte været i nedrykningsplay-off. De er også det hold der har det laveste pointsnit generelt, uden at rykke ned.
Den kloge observatør vil bemærke at der kun er listet 9 hold selvom der er 10 hold i ligaen. Dette er der en grund til.
Den estiske liga har fået en fræk i dreng i klassen i denne sæson. Udover dette så ser vi også et hold der er i gang med deres bedste sæson nogensinde. Læg dertil at for første gang i lang tid, så er der mere end bare ét hold, der ikke leverer til par.
Den frække dreng i klassen er TJK Legion og holdet der er i gang med deres bedste sæson nogensinde er FC Kuressaare.
Legion Tallinn — Ambitioner i himmelhøjde
Før sæsonstart 2021 kom Legion med en række vilde/ambitiøse udtalelser, man ville være en del af toppen af estisk fodbold. Ikke at der er noget galt i dette, men det kom efter en 2020-sæson, hvor man havde klaret frisag som oprykker. Forestil jer hvis Hobro eller Vejle havde meldt medalje-ambitioner ud på sigt sæsonen efter
Jeg snakkede før sæsonen med journalist Kasper Elissaar fra Soccernet.ee, og fik ham til at sætte et par ord på Legion Tallinn og hvorfor de turde at melde så offensivt ud:
“Legion is very experienced team, that now knows, how to play alltogether in Premium liiga. They have made some important signings (for example Sander Puri, who is longterm national team player, Pavel Dõmov, who is very decent player for our league, Aleksandr Šapovalov, who is one of the brightest talents in Estonia, Lithuanian defender Olberskis, who has played for national youth teams, and more importantly they now have Sergei Terehhov as assitant coach, who has so much knowledge and experience) and also have got back some quality players, who struggled for injuries last season (Maksim Gussev, Albert Prosa).”
Legion var også lige ved og næsten i 2021 sæsonen. Dog fik man gummiben når det endelig gjaldt. Det ændrer dog ikke på at man fik en flot 5. plads, hvor man havde distanceret sig tilpas meget fra 6. pladsen og samtidig havde man 4. pladsen indenfor overskuelig rækkevidde — Dog bør man huske at Nomme Kalju havde svært ved at finde melodien i år, derfor bør Legion investerer/leverer bedre i 2022.
Grundlæggende gør Legion mange ting rigtigt. De kender deres forcer, de kender deres svagheder, de har investeret rigtigt og så har de et akademi der tiltrækker mange russisk-estere — Et spillersegment som Flora har svært ved at tiltrække, Narva har ikke faciliteterne, Paide er ikke attraktivt for dem og Levadia satser minimalt på ungdommen.
FC Kuressaare — Succes på lånt tid
Succes på lånt er en passende overskrift for FC Kuressaare i denne sæson. De har først og fremmest en taktisk innovativ træner, der har formået at få det maksimale ud af en trup, der økonomisk burde rykke ned og som aldersmæssigt har den 2. yngste trup i ligaen.
At FC Kuressaare spiller ambitiøs fodbold er ikke gået ubemærket hen. Træner Roman Kozhukhovskyi, blev tidligere på året udnævnt til Estisk U21-landstræner hvor han også har kontrakt til og med næste år.
Hos FC Kuressaare har han også vist en helt uhørt fleksibilitet, der er nærmest helt Mourinhosk. Formationen veksler meget og der bliver både spillet med 3,4 og 5-mands forsvar, derudover spiller man forholdsvis fast med 3 mand på midtbanen, det helt store spørgsmål er hvor hvor mange 6er, 8er og 10ere der skal spilles med. Det er primært her at FC Kuressaare kommer til kort og det er også her at man har kunne se den største fremgang. Efter 26 kampe i år har man målscore på -13, mens at man efter 30 kampe sidste år havde en målscore på -35. Antallet af store nederlag (3 mål eller mere) er også kraftigt reduceret, i 2020 var det på 8(!), mens at det i 2021 indtil videre er på 3, altså en kraftig reducering. En af grundene til dette er at man har haft længere tid sammen, er blevet styrket på en række centrale positioner og har lukket af for den motorvej der ofte kom når man først lukkede et mål ind.
Når successen er på lånt tid så skyldes det at 3 af de vigtigste spillere for FC Kuressaare er i klubben på lånt tid; Karl Mööl, Kristen Lapa og Mattias Männilaan. Karl Mööl har siden entre på midtbanen været med til at sætte spillet, Kristen Lapa har vogtet målet til bravour og Mattias Männilaan har været den mest kyniske angriber i Kuressaares historie målt på mål pr. minut.
Derudover er der en laaaaaaaaang række lånespillere fra Flora, men majoriteten af disse har ikke fået mere end 4–500 minutter på banen og kan derfor kun betragtes som perifære spillere.
2021 fik nogenlunde samme afslutning som Legion. Man var lige ved og næsten, det var reelt muligt for Kuresssaare at komme i mesterskabsspillet indtil allersidste dag. Dette var på trods af at Kuressaare selv kunne afgøre dette, man skulle blot have et point i sidste kamp, men Legion var en for stor mundfuld. Det havde om noget også været sjovere med Kuressaare, mest af alt fordi de havde en fremragende form op til. Kuressaare havde scoret 16 point i de sidste 7 kampe og viste spilmæssig fremgang, mens at Narva havde fået 9 og lignede nogen der var ved at gå i opløsning.
I nedrykningsspillet lagde man dog ud med et nederlag til Tammeka, men ellers var det cruise control derfra og de sidste 2 kampe blev sikkert vundet. Man ender derfor med det højeste pointantal, samt det højeste pointsnit nogensinde, 34 og 1.13. Pointsnittet bør udregnes da der normalvis bliver spillet 4*9 kampe, mens der i år er blevet spillet 30 kampe.
Og hvad så nu?
2022 bliver en spændende sæson. 2021 viste at begge klubber godt kan være med. Dog er det også nemt at komme med begrundelser for, hvorfor de næsten lykkedes i år. Nomme Kalju, Tammeka, Viljandi og til dels Paide, leverede ikke til par. Specielt de 2 første leverede deciderede rædselsfulde sæsoner. Tammeka var lige ved at rykke ned, men tanket være et trænerskifte undgik man dette, Nomme Kalju var allerede omkring juni ude af det medaljeræs de normalvis er en del af. Viljandi formåede ikke at placere sig stabilt i midten, mens Paide (igen) havde interne problemer og samtidig lavede en række dumme pointtab.
Hvad man skal man så gøre for at lykkedes i 2022? Svaret er nemt at fremsætte, men svært at efterleve.
Kuressaare skal forsøge at holde fast i deres træner og skal samtidig finde ud af om de kan beholde Karl Mööl og finde erstatninger for deres lejespillere. Det bliver derfor et interessant vindue de går ind i nu. Lejespillerne skal nok komme, det bliver dog svært at finde en spiller med samme impact som Karl Mööl.
Legion har netop meldt ud at de er i pengeproblemer. Derfor bliver det spændende at se hvad de gør for at få penge. Sælger de Aleksandr Sapovalov for at få penge? Eller satser de på at ældre spillere vil gå ned i løn og så køre den ind med egne talenter? Så længe Legion er i pengeproblemer, så bliver det svært at give noget konkret bud på hvad de skal gøre.
Det bliver uden tvivl et spændende 2022 begge klubber går i måde.