En strategi, der bider sig selv i røven?

Hvem skal lave basser?

Transfervinduet er nu åbent og der skal i den grad handles — Specielt i Estland.

Som jeg har skrevet flere gange, så er hovedparten af de kontrakter der bliver skrevet i Estland af 1 års varighed og følger kalenderåret. Modsat mange andre ligaer er der dog ikke så mange Bosmanstransfers som man ser i andre ligaer. Hvorfor? Godt spørgsmål — Min egen teori: Estland er fodboldwise et lille land, og man vil hellere holde sig på god jord med flest mulig end at skabe ravage. Desuden har de færreste klubber råd til at betale en transfersum, så indgås en bosmankontrakt, risikerer man at en spiller sidder ude i et halvt år. Et halvt år uden kamp, plus 3–4 måneder yderlig, hvor der er vinteropstart. Det er altså en tabersag.

Nå, jeg røg ud af tangent. Transfervinduet er åbnet og de første transfers er allerede lavet. Paide har sikret sig Kaimar Saag (Ja ham Viggo Jensen hentede til Silkeborg) og Herol Riiberg. Flora har sendt målmand Ignonen til Polen og har i samme ombæring solgt Rauno Sappinen til de tidl. polske mestre Piast Gliwice — For et angiveligt fint beløb (Læs: 2–4 mil DKK).

Det er netop sidstnævnte dette indlæg handler om — Eller mere det hul han efterlader sig. Rauno Sappinen har i alle sine Flora sæsoner været garant for mål — Mange mål — Cirka 22 mål i gns. i Premium Liiga. Det er altså voldsomt mange mål.

Netop det hul skal udfyldes — Og det er her at Flora, måske, har skudt sig selv i foden. Hos Flora Tallinn er det ikke en hemmelighed at man i de sidste mange år har satset udelukkende på estiske spillere. Det er ikke udtalt, men går man de sidste 7 års transfer igennem tegner sig et klart mønster.

Siden 1.1.2014 har Flora Tallinn hentet 2(!) spillere med udenlandsk pas. Anselmi Nurmela og Sakari Tukiainen begge er fra Finland, som sprogligt ligger sig tæt op ad Estisk.

Et godt eksempel på Floras tranferstrategi er dansk/estiske Michael Schjønning-Larsen, som ikke taler estisk, men som i følge mine kilder blev foretrukket fremfor udenlanske alternativer, blot fordi en af hans forældre er ester og dermed kunne optræde for de estiske U-landshold.

Der findes desuden knap 1.5 millioner estere i hele verdenen, puljen af spillere som opfylder Floras national kritiere, er derfor stærkt begrænset.

Og det er Floras problem opstår. Mængden af estisk angribere er minimal, mængden af estiske angribere med mål i støvlerne er mikroskopisk.

Floras muligheder er derfor meget begrænset.

Jeg kommer her med de scenarier jeg kan komme i tanke om:

Erik Sorga

Erik Sorga er et langskud — mest af alt fordi han nok stadig vil spille sin chance hos VVV-Venlo.

Typemæssigt vil han fungere i Flora, han er meget den samme type som Sappinen i forhold til højde og drøjde — og spillede desuden sammen med mange af de samme spillere som dengang han blev topscorer i 2019.

Manden sidder pt. på (leje)bænken i hollandsk 1.division og har tidligere vist at han kan banke kasser ind for Flora. Det sikrede ham og Flora en gedigen transfersum da DC Dallas smed en halv million euro for ham i 2020.

Økonomisk bliver det nok svært at få Sorga til Flora. Han tjener angiveligt godt i USA og DC Dallas vil nok gerne have lidt mønt for ham. En lejekontrakt kunne komme på tale, men det vil Flora næppe have da de ønsker fuld kontrol. Køb kunne også komme på tale, men det kræver at Flora strækker sig økonomisk og Sorga også strækker sig.

Sorga ville være det oplagte valg — Men det kommer til at koste.

Kristoffer Grauberg Lepik

Lidt af en joker. Svensk/ester der ikke er blevet forlænget i Brommapojkarna. Jeg ved intet om ham som type, blot at han er angriber og ung. Han har flere gange været inde omkring U-landsholdene på trods af at han aldrig har spillet i Estland.

Kigger man på hans stats er de ikke prængende. 5 Mål i den svenske 2. division er det blevet til.

KGL er måske ikke ham der skal løfte arven fra Sappinen, men hvis det er en spiller der skal hentes i udlandet, så er han et godt bud — og gratis!

Egenavl

Mattias Männilaan fra egne er faktisk ikke et dårligt bud. Männilaan var sidste sæson udlejet til Kuressaare, hvor han gjorde det rigtig godt. Typemæssigt er han dog ikke den samme som Sappinen, og så er han måske også for uprøvet til Europa. Til gengæld har manden vist at han kan score mål for et hold, der spiller boldbesiddende offensiv fodbold.

Sappinen blev i sin tid også kastet for løverne og måske er det det der skal til.

Henri Anier

Henri Anier er faktisk et oplagt. Kontraktfri, topscorer i 2021, er ester, fik en landsholds-revival i 2021 og har en fortid hos Flora.

Hvad taler så imod?

Henri Anier har vundet alle titler i Estland og spillet europæisk flere gange. Hvad skulle han i Flora? Derudover har manden gentagende gange vist at han elsker udlandet og gerne tager på et alternativt klubophold — Derfor giver det også mening at der dukker rygter op om klubber i Indien. Slag på tasken, jeg tror at Anier finder Indien MARGINALT mere spændende end Flora.

En ung Henri Anier der lige er landet i Norge efter et salg fra Flora

Aleksandr Sapovalov

Også et godt bud på en afløser. Sapovalov havde en fin sæson for Legion og har også været til prøvetræning i flere klubber allerede. AS har desuden en fortid i Flora, godt nok en kort en, men han har en.

Typemæssigt er han dog lidt anderledes end man er vant til Flora, der er lidt mere hurtigløber end der er fysisk kriger i Sapovalov.

Aldersmæssigt er han også til den unge side, fylder 19 år, men har til gengæld trænet i Freiburg et par år og har desuden vist sig at han kan begå sig i den estiske liga.

Ligesom med Männilaan, bliver det et spørgsmål om man tør at kaste en ung angriber for løverne. Potentialet er der og det samme er mulighederne for økonomisk gevinst også.

Oliver Jürgens

Stortalent i Inter. Oliver Jürgens kunne være løsningen men der er meget der taler imod

  • Han har meget succes på Inters ungdomshold
  • Der går rygter om at han vil stille op for det russiske landshold
  • Høj pris
  • 18 år
  • Ingen erfaring med 1. holdsfodbold i øverste række.

Og desuden, hvis man nyder stor succes i Inter, hvorfor skulle man så skifte til Flora?

Næste!

Allerede i tidlig alder har Oliver Jürgens spillet for 3 forskellige italienske klubber, Roma, Verona og nu Inter — Desuden har han en YouTube kanal hvor han laver øvelser, megen moro.

Finne

Okay, der er den mulighed at Flora henter en finne. Sprogligt ville det fungere. Dansk/svensk = Finsk/estisk (kinda). Jeg kender dog intet til finske angribere i den klasse der kunne være interessant for Flora og økonomisk give mening. Pukki spiller næppe for en løn der dækker knap nok dækker udgifterne til hans bil.

Koskor, Reinkort, Lepik, Alliku, Zenjov, Ojamaa og Vassiljev

Måske er det ikke nødvendigt at hente en angriber udefra. Kigger man på de offensive muligheder, så er det muligt at fordele de 22 mål imellem de 7 offensive kræfter. Det helt store problem bliver i Europa. Reelt er det kun de 3 sidste der har kvalitet til Europa — og Vassiljev er altså 37 år og fylder 38 i år. Det er altså meget ansvar at lægge i Gandalfs skød.

Offensiven er stærk nok til at vinde et mesterskab i Europa, men den er ikke stærk nok til mere end 2. runde af ECL-kvalen.

Hvad tror du Flora kommer til at gøre?

--

--